“Karsten og det hele” står der i søgefeltet, da Kenneth kigger på Smillas telefon på sonos-appen (musikprogrammet).
“Hvad er det for en sang”, spørger Kenneth?
Smilla: “Tja, jeg kan ikke finde den.. Men det er jo den der… mumle, mumle..”
Kenneth: “Ah.. Castle on the hill”.
Ja, vores ører hører jo, hvad de kan genkende 😉
Hilsen Karina (hvis du spørger alle folk, der hører mit navn i telefonen for første gang).
Anakin Skywalker som jedi fra Starwars. Sammen med Københavnerstang-ven.
Og en frisk lille hippie med Security-damen fra lufthavnen. (Må jeg godt fortælle at hippierne gik med bare bryster, mor, spørger hippien, før hun drager til skole)
Og så brændte vi ind med en masse slik og vekslede mønter. Jeg tror, at dagens børn er hoppet på Haloween-bølger i stedet? Da var vi i hvert fald flittigt besøgt – fastelavn var kun egne børn?!
Venligst bemærk vesten, der er hjemmegjort ud af fleece-tæppe 🙂
Smilla mente nok, at mormor kunne gøre det bedre – inden vi gik i gang. Efterfølgende måtte pigen måbe. “Jeg troede ikke, at den kunne blive SÅ flot, mor!”. Tak for tilliden, unge!
Denne weekend fik Smilla sin hip hop debut til konkurrence.
Smilla og veninde fik prøvet at stå på gulvet. Og de lignede nogle, der hyggede sig i duo. Men.. det er svært at følge samme takt 😉
Noget bedre slap de fra deres soloer, hvor de var i hver sin aldersgruppe. I Smillas var de ca 40 begyndere, og blev bedømt i 4 rækker; mesterrækken, A, B og C. Alle var glade, da hun sneg sig i B-rækken. Stor var forbløffelsen, da hun gik videre til B-rækkens finale, og overraskelsen gigantisk, da de på førstepladsen kaldte nr 692, Smilla fra København.
Så nu er der blod på tanden!
En indbringende danseweekend for Lem-kusinerne, da både Matilde og Kamille hapsede guldmedaljer også til deres disco konkurrence dagen efter. De er dog i en lidt anden liga 😉
Dagen efter holdt Smilla og samme veninde fødselsdagsfest for klassen. Wow!! Det larmer. Næste år bliver det nok bare pigerne igen 😉
Smilla og veninde havde bestilt Trolls party. Og heldigvis er venindes familie en kreativ familie, så de fik en super dekorativ fødselsdag med skattejagt og sukker.
Og farvet spaghetti med kødsovs.
Så har vi haft fornøjelse af Lucia både på Smillas fritidshjem og af Malthes årgang på Skelgårdsskolen.
Fine optog på hver sin vis. Smillas optog havde traditionens charme, mens Malthe var et større optog med de 100 børn, der gav international sang og oplæsning og Lucia på fem forskellige sprog.
Billederne er taget ud blitz, og for sent fandt jeg ud af, at linsen skulle pudses, så Smilla står noget uskarpt. Men glæden står vist tydligt frem ?
??
Der ud over var Kenneth og jeg i Malmø i fredags og se håndboldlandsholdet spille. Kæmpe stor oplevelse. Alt, hvad jeg havde håbet – og lidt til 🙂
Resten af weekenden brugte vi på Fyn hos Bimmer og Kristina. Vi var en tur i Odense til julemarked. Flot, stort julemarked. Og så skal jeg vist tilbage til den gamle by. Der har jeg vist lidt kultur tilgode.
Ungerne fik kandiserede æbler. Dem spiste skraldespanden primært. Så er det prøvet.
På hjemvejen fik vi besøgt farmors grav, tændt et lys, sat en blomst og ønsket en god jul.
Og ellers jule-hejs og jule-kram hele vejen rundt
Vi er kommet godt ind i december. Vi perlede også faktisk ind i måneden. Så nu hænger disse fine kreationer ude på vores “juletræ”.
Vores lyskæde er lidt fesen. Nogle dele af den lyser mere end andre. Så det måtte jeg gøre noget ved..
Det endte med tre lysende, forfærdelige, super skønne slikkepinde og et skilt til vinduet. Sagde du lyskæde? Det er der ingen, der opdager, når resten er så fint 😉
Nisserne er flyttet ind. Med ny nissedør. Gad vide, hvor de har tryllet den gamle hen? De kommer med gaver og fjollerier som sædvanlig. Især fjollerier kigger ungerne langt efter hver morgen – selvom de jo begge egentlig har sagt, at de ikke tror på nisser mere. Nisser er velkomne hos os, så længe nisser og børn har lyst. Det kan tids nok være ovre!
Nisserne havde julepyntet min bil indeni i går morges. Det føles lidt fjollet at køre rundt i, når ungerne ikke er med. Og well..
Vi var på Kulturzonen i weekenden til julerier. Der var hyggeligt. Og så har vi været hos Kimi og ungerne i fredags. Der bagte vi brunkager og rullede pebernødder. Men det er jo ingen sang, når man kan få den færdige dej på jobbet. Vupti!
I weekenden prøvede vi så for første gang at lave peberkagehus. Det var sjovt – og resultatet er godkendt, synes vi. Ungerne synes vist bare det er lidt fjollet, at vi ikke bare spiser det med det samme..
De næste par uger byder på masser af julerier. Så vi glæder os. Nogen mere end andre 😉
Efter Kenneth havde sikret min blog mod hacking, var den blevet så sikker, at jeg var blokerer fra at blogge fra telefonen.
Men nu virker det vidst! 🙂
Og hvad har vi så lavet al den tid? Hvem husker det? Vi har helt sikkert hygget os en masse og så bruger vi også en del tid på at lure hvilken opdragelse, der virker – eller når mest på at se, at ingen opdragelse virker fra dag til dag og så ellers mest krydse for, at opdragelsen er god nok til at stå distancen ude i verden.
Hvad vi ellers har lavet må telefonens fotoalbum hjælpe mig med at huske:
Nå ja, sidste weekend var Nynne, Charlotte og jeg plus børn i Nikolajs Kuntshal for at se udstillingen “Hullet i rummet”. Det var en billig udstilling, og sjov at se, men også meget hurtig set.
Så vi endte hjemme hos os til krea og leg og pizza.
For et par weekender siden blev Malthes 10 års fødselsdag fejret. Først dagen inden, hvor drengene fra klassen var inviteret i Kongelunden til lasergames, og på dagen måtte han traditionen tro bestemme, hvor vi skulle (ud at) spise. Han valgte hjemme; hvis vafler måtte være en hovedret. Og det måtte det jo så 🙂
Inden vi var til lasergames, nåede Smilla og jeg med Maggie og Vinnie ind og se Katrine fra Lille Nørd optræde. Det var en rigtig hyggeligt lille optræden i fine Kastrup Bio.
Ja, vi fejrer jo generelt alt, hvad vi kan slippe afsted med. Også Halloween måtte fejres, og mange, mange af de omkringliggende huse var helt med på spøgen, så pigerne fik hurtigt fyldt poserne. Drengene gik knap så langt før de var tilfredse med indholdet af deres poser.
Og så går dagene ellers sin skæve gang med børnearbejde – og voksenarbejde (nok helt ærligt mest af det sidste).
Vi synes dog også, at vi dette efterår kan mærke de lange skoledage sætter sit præg på ungerne. Det i kombination med det mørkere vejr, gør dem til tider lidt tyndhudet. Men så har vi heldigvis weekender som denne her, hvor vi ingen planer har og bare lader op sammen – eller med kammeraterne på vejene.
Nu er december lige om hjørnet. Og vi (læs; jeg og ungerne) glæder os. Malthe håber især, at der også i år er pakkekalender herhjemme. Pakkekalender?!??? WHAT? Hvis ikke du tror på, at det er fra nisserne, så tror jeg altså ikke de kommer, Malthe!
Smilla sov hos en veninde, M, i lørdags. Hendes mor sendte mig denne skønne filosofiske samtale mellem Smilla og veninden på gåben hjem fra studenterfest…
S: Jamen jeg er jo meget på Den blå planet fordi jeg interesserer mig for mange ting.
M: Det er sjovt du siger det. For jeg spekulerer nemlig over rigtig mange ting. For eksempel tænker jeg ind imellem på hvordan menneskets tarme fungerer.
S: Det gør jeg også! Og på hvordan et blad mon har det?
M: Ja. Og nogen gange tænker jeg om min mor virkelig er min mor.
S: Ja! Og jeg tænker tit på om min mor og far er trolde eller tyve.
M: Og så tænker jeg på hvordan hjernen virker. Altså hvem bestemmer hvad den skal tænke?
S: Ved du hvad, Malou? Jeg tror faktisk vi to er meget specielle.
M: Det tror jeg også. Og vi ligner også hinanden.
S: På øjenbrynene.
M: Ja.
S: Jeg tror faktisk vi er så specielle at vi måske kun er 10 7-årige i HELE verden som tænker over sådan nogle ting.
M: Jeg tror du har ret. Og det er jo ret vildt, når man tænker på at der i hvert fald er en million børn i verden.
S: Vi er virkelig særlige. Og Gud ved hvordan det er at være et blad…?
Klokken er 8.10 en tilfældig weekendmorgen. Her møder jeg et ægtepar på omkring 50 år på min løbetur i skoven. De sidder så hyggeligt på bænk og får morgenkaffe .
Jeg smiler, nikker og siger godmorgen. “Ja, ja.. Det er jo ikke rigtig morgen mere”, mumler herren. Konen mente nu nok, at det stadig var morgen.
Jeg delte oplevelsen på Facebook, hvor min morbror kommenterer, at jeg nok har mødt Ove. Ove? Og så måtte jeg låne Ove på biblioteket.
Ove er 59 år, og han er ikke død, men han er holdt op med at leve.
Ove er ikke bitter, som alle tror. Han smiler bare ikke hele tiden.
Ove er fra en anden tid. Han er en mand af få ord, arbejder hårdt, følger reglerne og kører Saab – hvordan kan man andet?
Ove har oplevet den store kærlighed, men han har også oplevet at miste.
Gennem “En mand der hedder Ove” lærer vi Ove særdeles godt at kende – og kommer lynhurtigt til at holde af ham. Fordi vi får hele historien med.
Historien bliver fortalt ved at berette om Oves liv her og nu, mens vi i hvert andet afsnit bliver præsenteret for vigtige milepæle i Oves fortid.
Ove har oplevet lidt af hvert – og der var mere i posen.
Jeg elskede hvert sekund af den gribende historie, der lader os snuse til mange interessante personligheder undervejs.
Og når Ove brøler: “Man må ikke køre bil i gården”, så elsker vi ham lidt mere. Spørgsmålet er, om den kærlighed kan strække sig til også at omfavne den lidt bitre (eller ikke-altid-smilende) mand på min løbetur? Nja…
Den stakkels blog har været blevet hacket! På hvilken måde er det sjovt?!
Nå .. Men nu er den oppe igen, og jeg vil forsøge mig med lidt kunstigt åndedræt 🙂